Cykling uden alder

Værdien af vind i håret

I Nykøbing F har den lokale afdeling af foreningen 'Cykling uden alder', med støtte fra Lars Larsens JYSK Fond, sat nye hjul i bevægelse på plejecentrene Sømarken og Bakkehuset. En donation på 146.000 kroner har nemlig gjort det muligt at føje en ny rickshaw samt en særlig kørestolscykel til ’flåden’, så endnu flere ældre borgere kan komme på cykeltur og få gode oplevelser sammen med andre.

Anne Kristiansen er en af tovholderne på projektet og frivillig cykelkaptajn for de såkaldte cykelpiloter, som er de frivillige bag cykelstyrene. Hun beskriver den forskel cykelturene gør for de ældre:

”Det handler om meget mere end at cykle," forklarer hun. "Det handler om at bryde ud af hverdagen og rutinerne på plejecentret og få en oplevelse af frihed og deltagelse i lokalsamfundet. Og vi er så glade for, at vi med de nye cykler kan få endnu flere ældre med på tur, selv hvis deres mobilitet er meget begrænset.”

Cyklerne, som med deres røde kalecher lyser op i gadebilledet, er batteridrevne og indrettet til at være både sikre og komfortable med sikkerhedsseler, bløde sæder og særlige tæpper, så passagererne sidder varmt og trygt, dog uden at være pakket helt ind, så de stadig mærker den friske luft, vinden i håret og solens varme mod ansigtet.

”Det giver de ældre nogle helt andre fysiske stimuli end de kan få på plejecenteret, når vi f.eks. cykler gennem skoven og ser årstidernes skiften eller når vi kører forbi den lokale skovbørnehave, hvor børnene står og vinker mens piloterne hilser med ringeklokkerne. Og når vi cykler gennem kendte områder, ser vi også, at selv de ældre med demens har øjeblikke af klarhed og genkendelse. Deres humør er helt i top efter sådan en tur," siger Anne Kristiansen.

Til glæde på tværs af generationer

Det er ikke alene de ældre borgere, som har glæde af cykelturene; også de frivillige piloter, som ofte er pensionister, finder stor værdi i dem. Som en af dem udtrykker det: ”Det gør, at jeg kommer ud af huset og er sammen med andre. Jeg får rørt mig og får mulighed for at bruge mit stærke omsorgsgen. Det varmer om hjertet.”

De ældres pårørende har også mulighed for at låne cyklerne og tage deres kære med på tur. Det giver dem noget at være sammen om, nogle fælles oplevelser og der bliver skabt et andet rum med plads til den gode samtale.

Plejecentrene Sømarken og Bakkehuset samarbejder desuden med en lokal skole og en børnehave, som de lejlighedsvist besøger. Mødet på tværs af generationer giver stor gensidig glæde og for børnene giver det en oplevelse af ansvar når de eksempelvis får til opgave at servere en kop kaffe og en småkage for deres nye venner i cyklerne.

'Cykling uden alder' er mere end en cykeltur; det er en cykelkultur, der genforbinder de ældre med deres omverden og skaber nye fællesskaber på tværs af generationer.

Om Cykling uden alder:

  • Foreningen Cykling uden alder er organiseret under foreningens internationale paraplyorganisation, Cycling Without Age, der drives som en international non-profit-organisation. I dag træder mere end 2.210 piloter i pedalerne.
  • I 2023 kom mere end 18.000 passagerer på cykeltur.
  • Cykling uden alders mission er at give de ældre ret til vind i håret. Drømmen er, at endnu flere kommuner og plejehjem vil gøre cyklen til en del af dagligdagen.

Læs mere om initiativet her: Cykling uden alder

Vi gør en forskel for fællesskabet