Det Kærlige Måltid

Måltider til enlige og familier ramt af livstruende sygdom

Det Kærlige Måltid leverer færdigtilberedte måltider til mennesker ramt af alvorlig sygdom eller livstruende fysiske traumer. I en periode på otte uger modtager enkeltpersoner og familier fire gratis måltider om ugen leveret til døren. Måltiderne tilberedes og leveres af frivillige, der hver uge mødes i Det Kærlige Måltids køkkener i Aarhus, Aalborg og Odense.

Det Kærlige Måltid har tidligere modtaget støtte fra Lars Larsens JYSK Fond. I forbindelse med Fondens uddelinger i efteråret 2025 modtog Det Kærlige Måltid en uddeling på 1 mio. kroner, som udbetales i to rater à 500.000 kroner pr. år.

Nonprofitorganisationen er stiftet af Charlotte Thyberg, som leder indsatsen på tværs af de tre byer. I dag modtager 110 personer i Aarhus, 85 personer i Aalborg og 65 personer i Odense hver uge måltider fra Det Kærlige Måltid.

Modtagerne spænder fra familier med børn til enlige, studerende og ældre, men fælles for dem er, at de er ramt af alvorlig sygdom eller livstruende fysiske traumer. I sådanne sygdomsforløb fylder undersøgelser og behandlinger ofte meget, og overskuddet til indkøb og madlavning kan derfor være begrænset. Her bliver måltiderne en hjælp i hverdagen, fortæller Charlotte Thyberg:

“Måltiderne giver modtagerne et aftensmåltid at samles om, for eksempel som familie, og på den måde tager vi en byrde fra mennesker, der befinder sig i en svær periode af deres liv.”

Det Kærlige Måltid oplever stor efterspørgsel fra mennesker, der ønsker at modtage måltider til sig selv eller deres nærmeste. Organisationen har derfor i perioder været nødt til at lukke for visitation af nye modtagere.

Frivillighed er en central del af Det Kærlige Måltid, som har over 300 frivillige tilknyttet.

De frivillige er på skift hver uge med til at tilberede og levere måltiderne. For mange af dem har arbejdet også en social betydning.

“Som frivillig i Det Kærlige Måltid oplever man, uanset alder, at blive en del af et meningsfuldt fællesskab, hvor man udvikler sociale relationer. Man lærer også at lave et måltid fra bunden, og man oplever helt tæt på, hvor lidt der skal til for at kunne gøre en forskel for andre mennesker,” siger Charlotte Thyberg.

De frivillige fordeler sig i et bredt spænd af aldersgrupper og befinder sig dermed også i forskellige livssituationer. Blandt de unge frivillige er omkring 20 procent selv sårbare eller udfordret af eksempelvis angst, depression eller ensomhed. Der er derfor også fokus på at tilpasse opgaverne i køkkenet til den enkelte.

I takt med at organisationen vokser, lægger Charlotte Thyberg vægt på, at forpligtelsen også bliver større – både over for de mennesker, der modtager måltiderne, men også over for de frivillige, der engagerer sig i arbejdet. Det stiller krav til drift, ressourcer og den daglige koordinering af indsatsen.

“Uddelingen fra Lars Larsens JYSK Fond er et vigtigt skridt for os i forhold til at udvide vores indsats. Den økonomiske støtte til vores drift giver os ro til udvikling, så vi blandt andet kan levere måltider til yderligere 100 familier i 2026,” siger Charlotte Thyberg.

På længere sigt er ambitionen at kunne udvide Det Kærlige Måltid til flere byer og landsdele, så flere danskere ramt af livstruende sygdom får mulighed for at modtage måltider.

Frivillige i Det Kærlige Måltid tilbereder og pakker hver uge måltider til mennesker ramt af livstruende sygdom.

Foto: Det Kærlige Måltid

 

Om Det Kærlige Måltid

  • Det Kærlige Måltid leverer gratis, færdigtilberedte måltider til familier og enkeltpersoner ramt af livstruende sygdom eller livstruende fysiske traumer. Det kan for eksempel være kræft, hjerte- eller lungesygdom, følger efter en alvorlig trafikulykke eller en organtransplantation.
  • Måltiderne tilberedes og leveres af frivillige hver uge

  • Det Kærlige Måltid er i dag til stede i Aarhus, Aalborg og Odense