Julehjælpsdonationer 2025
Lars Larsens JYSK Fond støtter julehjælp
Igen i år støtter Lars Larsens JYSK Fond både landsdækkende organisationer og lokale indsatser, som giver de familier, der har det sværest, mulighed for at fejre jul. I alt har fonden doneret 930.000 kroner til julehjælp i 2025.
Blandt de lokale initiativer er Børnenes Kontor i Aarhus, som hjælper socialt udsatte familier. Hos Børnenes Kontor består julehjælpen af mad til juleaften og juledagene, forskellige gaver til børnene, et juletræ og billetter til oplevelser.
“I år har vi modtaget markant flere ansøgninger til julehjælp end sidste år. Med støtten fra Lars Larsens JYSK Fond kan vi i år hjælpe endnu flere og forventer at uddele julehjælp til 700 familier og 1.400 børn i Aarhus Kommune. Det er familier, der i forvejen har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen, så vi lægger vægt på at give gaver og oplevelser, der skaber glæde og håb,” siger Troels Vestergaard, forretningsfører ved Børnenes Kontor.
Uddelingen sker få dage før jul på Savvaerket i Højbjerg, hvor frivillige sørger for, at afhentningen bliver en god oplevelse for familierne. Der serveres alkoholfri gløgg, æbleskiver og pølser, og der arrangeres shuttlebusser, så alle kan komme frem og tilbage.
“Julehjælpen gør en forskel, der rækker langt ud over mad og gaver. Den giver familierne en oplevelse af omsorg og fællesskab – en følelse af, at nogen ser dem og tager sig af dem. Det berører dem dybt, og vi mærker en enorm taknemmelighed,” siger Troels Vestergaard.
Lokalt går støtten fra Lars Larsens JYSK Fond derudover til Bethaniakirken i Aalborg, som giver julegaver til børn i udsatte familier, og til Vesterbro JuleHjælp, der uddeler julemad, gavekort til dagligvarebutikker og gaver til familier på Vesterbro i København. Fonden støtter også Alenemorskab, som donerer juletræer til enlige mødre og deres børn i Aarhus, Odense og København.
På landsplan støtter fonden Blå Kors Danmark, der uddeler gavekort til dagligvarebutikker, Mødrehjælpen, som yder økonomisk støtte og rådgivning, samt Julegaveregn, der indsamler midler til julegaver til børn på døgninstitutioner i Danmark – og i Grønland og på Færøerne.

Frivillige fra Børnenes Kontor gør klar til uddeling af julehjælp (2024)
Fotograf: Mikkel Randlev Møller